Lidt tanker om min rejse

Ligesom så mange andre unge har også jeg valgt at rejse ud og opleve den store verden. Om ikke mere end 17 dage sidder jeg i et fly alene på vej mod Venezuela, hvor jeg skal arbejde og bo i 1,5 månede. Jeg har altid haft trang til at komme ud i verdenen og opleve fremmede kulture og som blot 15 årig rejste jeg til Malta i 3 uger og året efter rejste jeg så 3 uger til USA, så det at rejse er ikke noget nyt for mig. Det nye er, at det denne gang er helt alene, bare lille mig i en meget stor verden.

Jeg glæder mig som et lille barn til juleaften, med sommerfugle i maven, men samtidig er jeg nervøs og meget spændt på hvad der venter mig, for jeg har INGEN idé! 

Derudover skal det siges, at Venezuela har et omdømme som et meget farligt land, på international sos' travel Risk map vises Venezuela også som 'very High' og deres hovedstad siges at være den farligste by i verdenen, så det er ikke just betrykkende. Spørger du min mor, bedsteforældre, kæreste, venner m.m. så er det den dummeste ide, at jeg rejser derover, men nogengange bør man springe ud i det og for mit vedkommende så tror jeg simpelthen ikke på, at det kan være så farligt i så fald må jeg jo opleve det. Forstå mig nu ret, jeg er ikke en naiv blondine, der tror, at der ikke findes ondskab på denne jord og at vi alle kan leve i fred og idyl - for sådan fungerer det desværre ikke. Derfor tager jeg mig selvfølgelig også nogle forholdsregler, og at jeg fx skal med en bus kl. 03.00 om natten er jeg heller ikke just begejstret for, men jeg tror på det bedste i folk og jeg tror på, at ingen er født til ondskab, derimod tror jeg, at folk bliver skubbet ud i det, hvis de er økonomisk presset eller bliver social udstødt på den ene eller anden vis. Derfor er jeg også nødt til på egen hånd at få be- eller afkræfte om Venezuela er SÅ slemt et land som det fremstår som.

Jeg håber I vil følge med når jeg siger 'Hasta luego Dinamarca' og 'Hola Venezuela'